Menü öffnen
Menü schließen





english version



Matthias Politycki Radio

 / dänisch / dansk Hornenes herre

Hornenes herre
Translator: Henning Vangsgaard, Købnhavn
Original title: Fahler Fleck im Auge - Matthias Politycki
07/2003
published in: Herr der Hörner (Hornenes herre)
- Auszug aus Herr der Hörner; in: Hubert Winkels (Hg.): Beste deutsche Erzähler, 2004
Det lyse forgår,
men det mørke, det består. Da Broder Broschkus, erklæret fjende af al karibisk livsglæde, svedende stred sig op ad trapperne til Casa de las tradiciones, med en en kvinde bagved sig, som han havde så godt som glemt i tretten vidunderlige ægteskabsår, beherskede han nu som før kun to spanske gloser, "adios" og "caramba" - ja/nej, venstre/højre, tallene fra et til ti ikke medregnet. Mens han i stum forargelse registrerede messingfanfarerne, der også hér for imod ham, talte han de timer, der skulle overstås indtil flyrejsen hjem, og følte en ikke ringe trang til at give dørvogteren et spark bagi i stedet for de krævede turistdollars; at han knap to timer senere skulle styrte sin død i møde på denne trappe, kunne han ikke ane. Det var mod slutningen af en charterferie, kufferterne var allerede pakket, og klokken var lidt i tolv, lørdag under en farveløs himmel.
   Men hvilken kølighed inden for, hvor skumringssløret lyset! Selv om slagtøjsmanden slog lystigt på et hestekranie, hvad der frembragte en skarp raslen fra kæberne, selv om bassisten lagde læberne til lerkrukkens rand for med tykke mørke fingre at trække toner ud af dens åbning, selv om resten af orkestret stødte ivrigt i diverse truthorn, hang de indfødte slappe i deres gyngestole, nippede til hvide plastikbægre, røg cigarer, som en af deres egne rullede for dem midt i lokalet: Da han løftede hovedet for at mønstre Broschkus med et eneste blik - de andre synes slet ikke at lægge mærke til ham - var hans dybsorte ansigt oversået af rynker. Kun to små børn, så de ikke kunne lege skjul mellem de kohudsbetrukne taburetter og bag de massive romtønder, der tjente som borde, kun to små børn dansede lige foran musikerne, med ligegyldige miner og interessante hoftebevægelser. Her var det altså, det berømteste værtshus i Santiago, det fra rejseføreren, som Kristina havde talt så begejstret om, et ultimativt kontrapunkt til palmer, vand, sand, og hun ville helt sikkert straks finde alt "skønt" og "vanvittigt spændende". Af noget rådnende lugtede det, sandsynligvis af kyllingelår eller en død kat i baggården, af spildt rom lugtede det og af svedlugtende sko, i små skyer også af fritureolie og tung parfume, og en fin stribe af urin gik, skarp og præcis, ind i et baglokale, hvor dominospillere stirrede stumt på brikkerne. Hvis der i det øjeblik ikke var kommet et vindstød, der ikke var så varmt, var han vendt om på stedet.
   Men så var han, og han havde næppe nået at udveksle et par cirklende pegefingerbevægelser med barmandens tandrækkehullede grinen, men så var han, han var næppe nået forbi nogle hvidmalede søjler hen til den første den bedste hjørneplads med en Mojiti (til senora, sí, sí) og en overraskende kold Cristal, men så var han næsten omgående faldet i en halvt bevidstløs tilstand. Under den regelmæssige monotont larmende musik flød de rosa bræddevægge sammen med billederne af berømte sangere og sågar en kæmpestor Kristus, der ragede op som et vægmaleri bag de lyslevende sangere, samt en biskopshue og et slangeformet snoet sværd, alt dette flød sammen til en sydlig diffus melankoli; kun sjældent skulle fluerne skræmmes bort, et slurk øl indtages, øjnene var halvt lukket, og fordi loftsventilatorerne skrabede så sindigt, var han næsten faldet i søvn, udmattet af to ugers karibisk sol og indbyrdes voksende ordløshed.
   Før Broschkus rigtig nåede at falde i søvn, gik han endnu engang hurtigt hen til baren, hvor disken ikke var andet end en tønde, der var savet op på langs og klappet op, bag hvis buede udadhvælvede halvdele, formodede han, pesoflaskerne for de indfødte var skjult, en anden tønde havde man delt på samme måde og sat op på væggen bag disken, efter at man havde indføjet en hylde for den officielt tilbudte dollarrom i den halverede torso. En til? barmanden med hullerne i tandrækken grinede imod ham, åbenbart den eneste hvide hér, og holdt allerede dåsen i hånden. En til, nikkede Broschkus, og holdt allerede den sammenfoldede pengeseddel mellem pege- og langfinger, næsten så nonchalant som en indfødt.
   Da så han hende.

Så de to veninder,
eller havde han ikke lagt mærke til dem for længe siden, hvor de sad fnisende på deres taburetter og afslørede vigtige ting for hinanden? Naturligvis, især den ene: Så ung, tænkte han forfærdet, så lysebrun, som for pokker, som - honning? For min skyld som mørk honning, satans mørk honning, og Broschkus var til sidst kommet ud af sin halvt bevidstløse tilstand, og kig så væk.
   Nærværende, temmelig nærværende var hun alligevel, hende med den honningbrune hud, hende med de lange sorte lokker, med det strålende tandsmil, der lyste op selv i den bagerste krog af lokalet, hvor ægteparret Broschkus holdt sig skjult, og først rigtigt i barområdet, hvor ægtemand Broschkus med en smule besvær byttede en tom med en fuld dåse. For i forbifarten at konstatere, ud af øjenkrogene, at denne kvinde, som i grunden kun var en pige, at denne pige, som i grunden allerede var kvinde, klædt i et par slidte cykelbukser, med gule og sorte striber ligesom bustieren, at hendes sandalerne var meget enkle og at sålerne sandsynligvis var lavet af bildæk, åh ja, selv det mente Broschkus at have set. Ikke desto mindre forvandlede hun sig, pigen, jo længere man belurede hende på denne åndssvage diskrete måde, forvandlede hun sig kun på grund af hans smil til, for satan, den reneste ynde, ja Broder, ordet er undtagelsesvis passende, brummede Broschkus for sig selv, og forsvind så.
  Intet under, at han senere ikke rigtig kunne huske den anden af de to, kun at hun havde været meget større, frem for alt bredere, ikke egentlig tyk, snarere solidt bygget, ja ligefrem muskuløs, skræmmende muskuløs, det ville han stadig kunne huske efter denne 5. januar, at hun havde været meget mørkere, så mørkebrun som - måske de cigarer, den sirlige gamle rullede med stor alvor? At hun havde båret blå-hvide, rød-hvide halskæder, og i stedet for hår en brunlig indfarvet krustop, en moppe, der viste sin naturlige sorte farve ved rødderne, også et strasshjerte ved bæltet, ikke sandt?
Men nu, nu dansede de

Prompte blæste blæserne lidt mere behjertet,
trommede trommeslagerne lidt heftigere, hårdere, skinnet på de to dansendes hud blev kun overgået af lyset fra deres tænder.
   Åh Gud, tænke Broschkus, er der ikke nogen, der vil skride ind-
   Åh nej, ingen ville skride ind, allermindst Broschkus; de to dansede med en sådan selvfølgelighed, at man slet ikke havde vovet at afbryde dem, de dansede så selvsikkert ud fra deres væsens midte, så selvfornøjede, selvherlige ud til spidsen af deres lemmer, så selvforelskede, at der på den mørke, selv på hende også lå en glans, og med sine kraftige flanker fik hun det på en ubestridelig kvindelig måde til at gnistre. Og først rigtig den mere lyse, yngre, åh, hvor selvforglemmende løftede hun ikke armene over hovedet, når hun drejede omkring sin egen akse, og havde man besvær med ikke at spilde, når man drak. Hendes honningfarvede hud, mange steder lagde der sig et lys på den, som om solen også skinnede for hende herinde, først på lårene, så på maven, så på armene, hele tiden flød de lyse pletter hen over kødet, værst på de nøgne skuldre.
   Da Broschkus stillede øllen fra sig, forekom det ham, at hans blik kort havde strejfet hendes, og da han straks igen måtte gribe efter dåsen, skelende sky i hendes retning, gik en varm vind gennem lokalet, ind gennem den åbne dør hen over dansegulvet til baglokalet i gården, så at hans tunge slog mod ganen: Havde hun ikke gjort en lille håndbevægelse hen imod ham, en næsten ikke registrerbar opfordrende gestus? Broschkus koncentrerede sig om ham med stråhatten, på ham ved siden med de to forskellige sko, til slut på cigarmageren: han bar en kæde af små hvide plastikperler? Frøkerner? Og hvordan kunne det være, at dåsen allerede var tom? Eller var det atter den lille håndbevægelse, der kun kunne gælde ham, lige netop ham? Den lethed, hvormed denne - person fik sin hofter til at flimre, den direkte måde, hun åbent smilede til ham på, den dristighed i begge hænder, der greb efter de stadigt videre og videre flimrende smalle hofter, op langs siden, langsomt hen over taljen indad, over den nøgne mave, men ikke hen over brystet, åh nej, netop ikke det! og først fandt hinanden igen i håret, tilsyneladende for at ordne det, skrabende det til side, for at løfte sig over hovedet, i stolt vished et meget langt øjeblik kommenterende dansen hos den resterende del af kroppen ved at sprede fingrene: sikkert kun for ham, den fremmede i hjørnet, som hun fortsat fikserede, ikke sandt, forsat smilede til, ikke sandt, som hun forsat og frem for alle andre viste sig for? Mens hun foretog et par skridt i hans retning, kun legende, nu ville drejningen komme -
    Broschkus fik øllet i den gale hals, og han var nødt til hoste.

For den lille drejning,
han havde regnet med, den udeblev, i stedet for - cigarmageren bar ikke også han en hvid kæde på håndleddet? - gik hun gennem dette lys, denne larm, gik helt åbent hen til ham, han kunne allerede se hendes bækkenknogler, mavens konkave kontur derimellem, det lykkes ham lige netop at sætte øldåsen fra sig, så tog hun ham allerede i hånden, trak ham ned fra taburetten som en lille dreng. Hendes blik, et fugtigt dyb i grønt changerende kaffegrums med en fin lysebrun, honningfarvet rand, bare ikke se længere i disse øjne, bare ikke. Da Broschkus snublede af sted, bemærkede han, at den store, den brede, den kraftige også kommet for at gribe fat i Kristina - man havde altså aftalt det med hinanden - og alle fire var allerede i midt i lokalet. Hvorpå bandet virkelig gav los, en hestekranieraslende helvedeslarm, nogle af de indfødte blev revet ud deres døsen, man klappede i takt, sang højt med, selv cigarrulleren løftede kort sit gråhvide krushoved med de udadhvælvede ører. Salsa!

Lige netop salsa,
som Broschkus hadede. Langsomt bragte han benene i bevægelse, snarere fremstillingen af en dans end dansen selv, ville koncentrere sig om de sølvfarvede tånegle foran sig, om de brune fødder i de billige sandaler, om ankler, sener, lægmuskler; men pigen, vuggende med besynderligt blide bevægelser, forstod ham straks, skænkede ham sine lange sorte lokker, som synkopisk vippende eftergjorde enhver bevægelse, og da Broschkus oven i købet vovede at løfte blikket helt , smilede et lillebitte sort hul mellem de øverste hjørnetænder. Idet hun drejede bort fra ham, fløj hendes hår ind i hans ansigt, idet hun straks igen vendte sig imod ham, lod hun sig drive nærmere hen imod ham, så nær, at hun - ligesom forskrækket greb efter ham med lange smalle fingre for at affjedre det totale sammenstød, selv det del af den samme fjedrende bevægelse, og naturligvis vidste hendes nøgne brune hofter, hvad de gjorde, da de berørte Broder Broschkus i forbifarten - først nu gled hun forbi ham, pigen, pustede sin ånde ind i hans øre. Men der strømmede ikke sødlig parfume ud, som Broder Broschkus måtte konstatere med kæmpestore forfærdede næsebor, men ublandet og med stor magt kun en stærk duft, mens hun vuggede videre i takt, som var hun helt alene i verden, ikke i betænkelig nærhed af en let fedladen, let grånet turist. Åh, hvor følte hr. Broschkus sig dog grim, hvor bleg, hvor plump, og så alligevel tydeligt foran sig den blidt løbende linje på et nøgleben, så en funklen i gruben ovenover, dernede, hørte det bruse op, øllet i hans hoved eller en fin svirren, så i en brøkdel af et sekund sig ved siden af Kristina, hvis korrekt kostumerede lemmer var havnet i en munter hopsa, iscenesat af den mørke, tunge. Senere ville han frem for alt huske hendes rygudskæring, der var gledet ned, lige netop det, og i næste brøkdel af et sekund -? Var det et bid, han følte i øreflippen, et lille bid? Eller snarere et kys?
   Eller blot en dunhårtæt forbistrygende kølighed, pigen trak allerede hovedet tilbage, ja hvorfor da, forvandlede sig på ny til ren rytme, en mangelemmet accentueret vippen om kroppens midte, der gjorde Broschkus til en tumpet tumlende tosse, først stødte trompeten ham fremad, så trak den korte solo på lerkrukken ham tilbage, så løb bongotrommerne i store skridt efter ham og pigen, så rev guitaren hende væk fra ham, og da han, åndeløs, nu tumlede af sted, så hun på ham, pigen, så på ham fuld af uskyld, på kindbenet en svag glans, på læberne et smil, at det nok ikke havde været et bid, eller et kys, ikke engang en tilfældig berøring. Så tæt så hun på ham, pigen, at hans næsefløje skælvede, så nøgent og direkte så hun på ham, så upigelig pludselig, helt og holdent kvinde, så ham ud fra sine, ud fra hendes øjne, en grøn glans lå i ham, ikke som et hedt løfte, men som kold attrå, der fik Broschus helt ud af rytmen. Så opdagede han den: den fine sprække i øjets glans, midt i irisens grønne et farveløst blegt stænk, millimeter bred en stribe i det venstre øje, fra irisens yderste rand hen til pupillen, snarere i det højre, ja ja i det højre, en plet.
   Nu! Broschkus tænkte det måske ikke, men følte det så meget desto stærkere: Nu! åbner jorden sig og jeg farer ned i helvede. Så højt lød sangernes råb efter ham, så ubarmhjertigt krævede messingblæserne ham, så tungt raslede hans åndedræt! Men da greb kvinden, midt i blikket, midt i trompetsoloen, og hvorfor nu det, greb en af hans ubehjælpsomme nedhængende hænder, nu igen pigeagtig kysk, og førte ham, uden et ord som forklaring, hen til hans siddeplads.
   Hvor ingen ventede på ham, ikke engang Kristina.
   Da Broschkus var sunket sammen på sin taburet og ikke fandt nogen øldåse som han kunne gribe efter, bøjede pigen sig ned til afsked og - kyssede ham på, nej, bed ham ganske blidt på halsen? Knap havde tænderne begravet sig i Broschkus' strube, før han fik gåsehud, jeg bliver gal, jeg bliver gal lige her og nu! Men da han, blændet af så megen lykke, ikke vovede at løfte blikket, havde man ladet ham blive siddende. Ved siden af en korrekt friseret kvinde, der på besynderlig vis havde indfundet sig i samme øjeblik, foran en øldåse, der ganske vist var tom, men på besynderligvis igen var til stede.
  At en af de omkringsiddende bankede ham på skulderen, følte Broschkus ikke, men tog imod den tilbudte cigaret uden en ord som tak. Og røg den op i et eneste sug, den erklærede ikkeryger, mens han med besvær huskede, hvor han var og hvad han var, men dog stadigvæk doktor rer.pol? Erfaren afdelingsleder, specialist i børsfald og short selling?
   Eller blot en bleg turist, følende vantro på struben, med tobaksrester på læberne? Loftsventilatoren viftede stadigvæk en stram lugt imod ham eller i hvert fald en luft, der fik skjorten til at klæbe til hans bryst, der gik hurtigt op og ned, det var en skændsel. Hvor grådige svirrede de små fluer ikke omkring ham!  

At Broschkus på et eller andet tidspunkt landede i nærheden af udgangen,
formodentlig efter endnu en Cristal og bag en elegant dame med rygudskæring, opdagede han først, da det var for sent. Spejdende så han omkring sig, opdagede kun den cigarmørke, der nu, hvor hun havde krænget sin halskædebehængte fylde ned over en taburet, der nu, hvor hun havde stukket en solbrille med blå sommerfugleformede glas ind i den krusede moppe, forekom ham ligefrem hæslig, ja alt ved hende var for leverplettet, for brednæset, for hårdtpumpet, fra kindbenene til højt over brynene løb et ar, selv i tavshed hvælvede hendes mund sig langt fremad, en fugtigt skinnende obskønitet.
   Din veninde, hvor er hun? Broschus så hende ind i øjnene, en sprække åbnede sig i den mørkes ansigt, en lysrosarød tungegrinen, garneret med en ru flom af stavelser, der gurglede op fra dybet af en rusten vandkande. Udenfor, på trappeafsatsen, stod damen, vendte sig bebrejdende op mod ham - åh, det var jo Kristina - hestekranierasleren gjorde et skridt hen mod Broschkus, han ville sandsynligvis nasse et eller andet fra ham i sidste sekund. Hvor er hun? Broschkus så hurtigt hen på cigarmageren, men han så ikke engang i den retning, rullede tobaksbladene mellem sine hænder. Hvor? Broschus kiggede hen på barmanden, der grinede til ham, mens han gned to strakte pegefingre mod hinanden, Broschkus kiggede igen ud. Dér havde Kristina i mellemtiden bevæget sig ned ad trappen, frigivet synet på en - pige: Så selvfølgelig lænede hun sig mod gelænderet, ved siden af dørvogteren, så selvfølgelig, et skyggerids i det lyse modlys.
   Hr. Broder Broschkus, han fyldtes straks igen af en fin sitren, alt kom i en blid svirren, men fordi han kun talte to ord spansk, tallene ikke medregnet, satte han sig bevægelse, gik med tunge skridt hen mod silhuetten og - forbi. Mens han allerede satte skosnuderne på det første trin - hvilken kølighed på én gang herude! - tænkte han "caramba!" og sagde, nej: hviskede, for tungen klæbede til hans gane: "adios". Så styrtede han ned ad trappen og var død.

Nå ja,
på et hængende hår. Hvad der reddede ham, i hvert fald denne gang, var hans kone; da han var kommet, ti trin længere ned, med en forstuvet ankel sandsynligvis og med Kristina, som han havde revet med i faldet, da han snublede, var himlen hvid.
   "Sikke en ... slutning ... på den ferie!"
   Nu tog Kristina ham oven i købet i hånden, trak ham væk foran alles øjne, ud midt i gyden. Hvilken slutning mente hun, hvilken en ferie?
   "Alt .. Broder?"
   Uden at vente på svar gik hun af sted. Men ligesom hr. doktor, den erfarne afdelingsleder, modvilligt satte sig i bevægelse og en smule klejn ville skele opad, blev han straks igen stående: Tagende to skridt på én gang, løb ikke dørvogteren efter ham, nej-nej-nej-, men pigen, hun løb efter ham, som om en anden kvinde ikke stod ved hans side dernede, løb gennem dette lys, denne larm, hen imod ham, vinkende med en pengeseddel. Med en pludselig bevægelse lykkedes det ham lige netop at undslippe Kristinas omsorgsfuldhed, hun stod allerede foran ham, skælvende helt ned til maveskindet.
   Om han ville være så venlig at veksle den til to femmere?
Tallene, dem beherskede Broschkus, dem forstod han straks, til det have hun slet ikke behøvet at bruge sine lange fingre, fem fingre på venstre hånd, ja, fem fingre på højre hånd. Trods det var det ikke let at finde de ønskede sedler frem af bukselommen, og det var også umuligt at se hende ind i ansigtet, koncentrer dig, se på tipesossedlen, se på hende lange fingernegle, de er ikke sølvfarvede, men hvide, prøv ikke at trække vejret.
   Da han kunne række de to femmere imod hende, gjorde han det alligevel - indåndede endnu engang duften, der strømmede fra hendes krop eller i hvert fald fra verden, sank ned i hendes bliks grønne dyb, så han måtte klamre sig til den næstbedste hånd, den tændstiktynde streg kunne også ses tydeligt, den blege plet i højre øje eller måske, det er også alt sammen ligegyldigt nu, i det venstre.
  "Nå ja, denne livsglæde her, den  ... går mig ofte ..."
   Det måtte være Kristina, der holdt ham, nu gjaldt om det om at give hende ret, nu gjaldt det om at lukke øjnene og holde ud, hvor var hendes livsglæde henne?                          
   Men Broder, insisterede Kristina. Om han ikke ville hvile sig lidt, før flyet gik, "efter alt det"?
  Få spørgsmål senere var Broschus halvvejs hjemme på hotellet, let humpende, støttet med højre hånd til sin kone, i den venstre en sammenkrøllet tipesosseddel, med heftigt brændende mund.

Det brændte i den grad,
han ved den nærmeste batidobod ikke tøvede længe, de var allerede nået igennem nogle gyder, hvor man ikke engang stødte ind i en hund, og nu var der endelig noget, der ville løse tungen fra ganen: Banansaftmælkesukkervand, på is.
Nej tak, Kristina rystede på hovedet, i disse batidos kunne der være alt muligt indfødt, hun var konsekvent.
   Men det var helt ligegyldigt for en Broschkus og en batido var det eneste, han havde lært at sætte pris på i de forløbne uger. Først efter at han havde tømt to rosarøde plastikbægre, bemærkede han, men da passerede de allerede trappen op til katedralen, hvor tiggere med benstumper lurede på én, først da bemærkede han, at han holdt nogle mønter i hånden i stedet for tipesossedlen.

Og holdt dem stadigvæk i  hånden,
da Kristina lå ved siden af ham på en slidt vippende hotelseng, hvor han i ro og mag kunne spørge sig selv, måtte spørge sig selv, hvorfor pigen havde henvendt sig lige netop til ham for at få vekselpenge, for hun havde jo kunnet få dem uden det mindste besvær fra dørvogteren eller også fra enhver anden?-
  Gennem skoddernes tremmer nåede sydens lys ind i lange striber, næsten højlydt trængte en konstant skrigen hvinen tuden skælden og råben ind, en skingrende fløjten og pludselig et sekunds stilhed - al den sløve rugen over det mislykkede i Broschkus liv og i formindsket målestok også i denne ferie, var blæst bort på et sekund, med et slag var han igen ædru: At man kunne være så dum! Hvor spæd lå Kristina ved siden af ham med sit i virkeligheden ikke blonde hår skubbet op som en hjelm, hvor intetanende spæd og skrøbelig, hvor fjern!
   Broschkus derimod var forfærdende sikker på netop at have begået en stor fejl: for på tipesossedlen kunne han måske oven i købet finde alt det, som han - måske ikke i hele sit liv, men måske især i de seneste år af sit liv havde længtes efter, en navn, et telefonnummer, en tilståelse. Selv madrassen begyndte at gynge, så voldsomt slog indsigten igennem. Hvor fremmed og hvid og blid lå Kristina ved siden af ham, uopnåelig korrekt selv i søvnen, det var til at tude over.
   Men denne gang tænkte Broschkus slet ikke på at give sig hen til sit mismod, men gjorde tværtimod fejlen god igen. Han ønskede det i hvert fald voldsomt, udenfor larmede livet, udenfor lo og lokkede og råbte livet efter ham, han var allerede selv derude, med beslutsomt humpende skridt. Han fandt faktisk uden det ringeste besvær udskænkningsboden.

Mens han bestilte endnu et bæger batido,
bad han sælgersken, en sløvt sjokkende sort kvinde, der supplerede husholdningspengene fra sit dagligstuevindue, bad hende med en energisk kredsen med pegefingeren at give ham det bundt tipesossedler, hun havde tjent i dag, jo jo, dem alle sammen, jeg betaler med dollars, er samler. Da hun først have forstået, hvordan den gale kunne hjælpes, var kvinden helt indforstået, åndsnærværende hentede hun flere sedler fra andre rum, mens hun hele tiden kaldte på assistance, til slut fik Broschkus samtlige tipesossedler, som hun og hendes naboer og naboernes naboer havde kunnet fremskaffe.
  Oprømt begav han sig tilbage til hotellet, i hånden et klækkeligt bundt papir, der føltes klæbrigt og svedigt og virkelig storartet.
(...)



Aktuell:
Link zu 'Schrecklich schön und weit und wild'
Link zu 'Reduktion und Tempo'
Link zu '42,195'
 
Nächster Termin
08/12/2017
19:00 Uhr
Rottach-Egern
Schrecklich schön und weit und wild
 
Aktuelles Video